1. Søborg Gruppe

Tidligere spejder

Kære tidligere spejder i 1. Søborg,

I 2019 er det 100 år siden 1. Søborg Gruppe blev startet og det synes vi skal fejres med manér. Vi er ved at planlægge en del både op til og i forbindelse med jubilæet og håbe at du har lyst til at være med til at fejre gruppen.

Først og fremmest er det os en stor glæde at invitere dig med til selve jubilæumsfejringen d. 5. oktober 2019 på Maglestien 9-11, 2860 Søborg.

Vi har også oprettet en facebook-gruppe til tidligere medlemmer, som vi håber kan give mulighed for at genfinde gamle spejderkammerater, dele billeder og historier og aftale at komme sammen til jubilæet.

En af de ting vi gør i året op til jubilæet er en serie opslag på gruppens facebookside og hjemmeside under overskriften "Min bedste spejderhistorie". Vi ville blive rigtigt glade, hvis du har lyst til at nedfælde en lille sjov eller spændende historie fra dit spejderliv til gruppens facebookside. Der kommer historier fra både nuværende og tidligere medlemmer og vi prøver at sprede dem ud på året, så der kan godt gå lidt før din kommer på.

5. oktober 2019 vil vi bl.a. lave en udstilling med arkivalier fra gruppens historie. Hvis du ligger inde med genstande eller billeder som vi må låne (eller ligefrem tilføje permanent til samlingen) hører vi også meget gerne fra dig.

Du er for øvrigt mere end velkommen til at sende denne side videre til alle tidligere spejdere fra 1. Søborg du kender.

Udvalgte billeder

I facebook-gruppen for tidligere spejdere kan du finde diverse billeder fra gruppens arkiv. Her har vi valgt et par for at pirre din interesse.

Hvis du kan genkende nogen på billederne eller ved hvor de er fra, må du meget gerne give os et hint på email til gl@soeborggruppe.dk.

Fra tropsdagbogen 1956. Denne dagbog gik på tur blandt tropspatruljerne, der skiftedes til at skrive om deres oplevelser.

Troppen står klar. Dette billede var et af dem der blev samlet sammen før 50-års jubilæet i 1969. Du kan se flere lignende billeder i udstillingen Gamle billeder.